Singing in the rain.
Singing in the rain. Sankthans-festen i Frederiksberg Have druknede i regn, og arrangørerne valgte af lukke festen før tid pga. fare for lynnedslag.
Af Michael Engelbrecht
Privatfoto
Nogle husker måske stakkels Job, der siddende på møddingen, hvor han skrabede betændelse af sine bylder med et potteskår, mens han over flere sider i biblen forbandede den dag, hvor han blev født.
Ellers kunne man torsdag aften få en tilsvarende oplevelse i Frederiksberg Have, hvor kommunens eventchef Hanne Schønemann begavede de nærmeststående med bandeord af egen avl.
Men det skal også siges, at det var et ualmindelig modbydeligt vejr.
Regnen stod ned i stænger, så de mange familier, der havde glædet sig til årets sankthans-fest tog flugten med madkurve og børn under armen.
Og det lynede så det var en lyst og tordenskraldene overdøvede orkesterleder og konferencier Jan Glæsel, der ellers heroisk prøvede at holde humøret oppe hos den stadig mindre flok foran den store scene.
Finsk båltaler
Årets båltaler var i år ministerråd Kirsti Pohjankukka, chargé d´affaires fra Finlands ambassade.
Men den tale kan vist de færreste referere.
Hun var valgt for at markere, at Finland til næste år kan fejre 100-året for løsrivelsen fra Rusland.
Bålet blev tændt lang tid før programsat, og det brændte mirakuløst med det samme, så sopran Liselotte Dan Schumacker kunne foredrage ”Midsommervisen”.
Det burde nok i stedet have været Thøger Larsens ”Du danske Sommer, jeg elsker dig” - med fortsættelsen: ”skønt du saa ofte har sveget mig”.
Eller endnu bedre, Gene Kelly-klassikeren: ”Singing in the Rain”.
Festen skulle egentlig være fortsat til kl. 23, men blev afblæst, da bålet var brændt halvt ned.
De mange lyn gjorde det farligt at forsætte - ikke mindst fordi de store højtalertårne af metal nemt kunne tiltrække lyn.
Og der var noget at tiltrække.
I følge Metereologisk Institut slog lynet torsdag ned 6.264 gange i det uvejrsbælte, der lå over Sjælland og Fyn, mens tallet fra midnat og til fredag kl. 15 var 6132 lyn
Seneste kommentarer
Ny adresse:
Pile Allé 9, 3-3
2000 Frederiksberg